DK | DE | NO | SE | UK | EU

Luftens temperatur og fugtighed har stor indflydelse.... (Publ.nr. 3.01) 27.08.03

Luftens temperatur og fugtighed                                            pdf_icon (56kb)
har stor indflydelse på oplevet
luftkvalitet og arbejdseffektivitet

(Samme artikel bragt i HVAC                                                  pdf_icon (362kb)
Magasinet)

Ventilation og køling af kontorer

Ambitionerne for ventilation og luftkvalitet i vore bygninger er ret beskedne. I det sidste halve århundrede har filosofien været at opnå en acceptabel indeluftkvalitet. Det betyder, at man forventer, et ret betydeligt antal personer (f. eks. 15, 20 eller 30%) vil være utilfredse med luftens kvalitet, mens de øvrige blot finder, at luftkvaliteten netop kan accepteres. Mange feltstudier har vist, at der er betydelig utilfredshed i mange eksisterende bygninger, og at en række personer lider af SBS – Sick Building Syndrome – symptomer.

Det bør være vores mål at etablere indeluft, der opfattes som frisk, behagelig og stimulerende uden nogen negativ effekt på helbredet, samt at tilvejebringe et termisk miljø der opleves behageligt af alle tilstedeværende personer. Her tænkes ikke blot på anvendelse af mere energi for at forbedre indemiljøet, men i samspil med bedre udnyttelse af energien, at opnå en større grad af tilfredshed med ophold i bygningen, forbedret arbejdseffektivitet og reduceret sygdomsfravær.

Fugtighedens indflydelse

Luftfugtighedens indflydelse på indeklimaet er i årevis blevet overset. Tidligere mente man, at fugtigheden ikke havde den store betydning, så længe den var imellem 30% og 70%RH relativ fugtighed. Forsøg udført af ICIEE på DTU(1) – International Centre for Indoor Environment and Energy  har imidlertid vist, at opfattelsen af luftkvaliteten påvirkes meget af fugtigheden og temperaturen på den luft vi indånder. Det er effekten af kombinationen af fugt og temperatur - udtrykt ved luftens entalpi - der er af afgørende betydning for opfattelsen af luftkvaliteten.


Sammenhængen imellem antallet af personer der er utilfredse med indeklimaet i %, i forhold til luftens fugtighed og –temperatur ses af fig. 1.

  

Her ses, at en reduktion i fugtighed og temperatur giver en meget markant forbedring i opfattelsen af indeklimaet. Således ville der ved en rumtemperatur på 28°C og fugtighed på 70%RH være ca. 60% af de tilstedeværende personer, som var utilfredse med indeklimaet. Ved at reducere fugtigheden til 30%RH ville antallet af utilfredse personer reduceres fra 60% til ca. 20%.
Tilsvarende ville en reduktion fra 28°C og fugtighed på 70%RH til 18 °C og samme fugtighed kunne reducere antallet af utilfredse med indeklimaet fra 60% til ca. 10%.

I begge tilfælde er der tale om meget markante forbedringer i opfattelsen af indeklimaet.

Forbedret arbejdseffektivitet

Fra andre undersøgelser(2) har man fundet en sammenhæng imellem antallet af utilfredse og arbejdseffektiviteten. Der har det vist sig, at en reduktion i antallet af utilfredse med 10% gav en forøgelse i arbejdseffektiviteten på ca. 1,1%.

Som det ses af ovenstående eksempler og figuren, kan der opnås betydelige forbedringer af det oplevede indeklima og af produktiviteten ved at reducere temperaturen og/eller fugtigheden i rummet.
Forbedringer af arbejdseffektiviteten på op til 5% er absolut indenfor rækkevidde med et godt ventilationsanlæg. Drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne til ventilationsanlægget er normalt langt mindre end gevinsten.
Hertil kommer gevinsten ved forøget arbejdsglæde og reduktion i sygefravær.

Her er altså nogle meget kraftfulde argumenter og incitament til at forbedre indeklimaet i kontormiljøet, udover hvad der er normal praksis for ventilation af kontorer.

 

Referencer:
[1] Indeklima i det 21. århundrede, Norsk VVS 8/2000 af P. Ole Fanger, ICIEE på DTU
[2] Pollution source control and ventilation improve health, comfort and productivity. Pawel Wargocki, David P. Wyon and P. Ole Fanger, ICIEE på DTU

opdateret 16-01-2007
Vi sponserer

ICIEE - International Centre for Indoor Environment and Energy på DTU


AAU - Institut for Byggeri og Anlæg, Forskningsgruppen for Indeklima og Energi på Aalborg Universitet