EXHAUSTO Ventilationsdag 20. januar 2005 (Publ.nr. 8.05) 07.02.05
VENTILATIONSDAGEN den 20. januar 2005
(754 kb)
- IGEN EN STOR SUCCES MED OVERVÆLDENDE TILSLUTNING!
Indledning:
Der var igen i år stor tilslutning til EXHAUSTO Institute Ventilationsdag d. 20. januar 2005, hvor temaet i år var indeklima, arbejdseffektivitet, energy performance directive og endelig varmegenvindingsteknoligi. De tre foredragsholdere var:
- Prof. David Wyon fra Indeklima Instituttet – ICIEE på DTU
- Prof. og Dir. Bjarne W. Olesen, leder af ICIEE, samt
- Henning Grønbæk, leder af EXHAUSTO Institute
Er det SÅ billigt at skabe et godt indeklima?
David Wyon gav en kort information omkring igangværende forskning indenfor områderne:
- Betydningen af meget tørt indeklima om vinteren
- Luftkvalitet i flyvemaskinekabiner
- Indeklimaet i biler
- Indeklimaets indflydelse mht. astma og allergi
David Wyon var langt omkring i sit indlæg, men hovedkonklusionen var, at omkostningerne til at skabe et godt indeklima/arbejdsmiljø ofte koster under 1/100 del af gevinsten i forbedret arbejdseffektivitet. Med et rent og godt serviceret ventilationsanlæg med nye filtre og den rigtige luftmængde kan opnås forbedret arbejdseffektivitet på helt op til 6-9%.
Ud fra forskellige undersøgelser har der vist sig en tydelig sammenhæng imellem antallet af personer, der er utilfredse med indeklimaet, og deres præstationsevne, som det fremgår af figuren.
Bjarne W. Olesen startede sit indlæg med en oplistning af tidligere og igangværende pH.D. studier samt et overblik over medarbejdere og arbejdsopgaver ved ICIEE.
En af de ting, der optager forskerne, er, hvorfor et brugt filter forringer luftens kvalitet. Det har vist sig, at man ikke kan forbedre indeklimaet ved at øge luftmængden med et (godt) brugt filter. Der ville man være betydeligt bedre stillet med lavere luftmængde og et nyt filter. Hypotesen er, at ozon fra udeluften indgår i en kemisk reaktion med partiklerne i filteret og skaber ubehagelige gasser, der forringer indeklimaet.
Der har ligeledes vist sig en markant forøgelse af partikler/gasser i indeklimaet ved anvendelse af luftfriskere med lemone (citrus-dufte) samtidig med en let forhøjet ozon-koncentration (28 ppb) - som giver anledning til forringet indeklima og kan opfattes som om indeklimaet er tørt, idet slimhinden i næsen nedbrydes af disse gassers påvirkning. Det kan man da kalde et virkeligt paradoks. Vi monterer luftfriskere snart sagt alle vegne og tilsætter lemone i rigtig mange sammenhænge som f.eks. opvaske- og rengøringsmidler.
Lavere energiforbrug og bedre indeklima på én gang?
Det ville være nemt nok at skabe et godt indeklima, hvis der ikke blev stillet krav til energiforbruget, men i dag skal vi både sikre et godt indeklima og samtidig reducere energiforbruget. En tilsyneladende næsten umulig kombination, men forsøg viser, at det er muligt, når man tænker i løsninger med personlig ventilation – altså tilfører udeluften, hvor personerne er/trækker vejret – og giver mulighed for ændring af luftmængde, luftretning og lufttemperatur.
Lav fugtighed – intet problem
Prof. og dir. Bjarne W. Olesen, leder af ICIEE, gav et indtryk af de mange forskningsaktiviteter, der er i gang på DTU og tydeliggjorde, hvorfor personlig ventilation er fremtidens måde at ventilere på. Det er enklere, billigere, og brugerne er mere tilfredse. Det fører helt naturligt til forbedret arbejdseffektivitet.
Undersøgelser viser, at fugtigheden skal være meget lav, for at det har indflydelse på vores præstation. Grænsen ligger formentligt imellem 15% og 25% relativ fugtighed, altså betydeligt lavere, end det hidtil har været antaget.
Indenfor standardiseringsarbejdet er en lang række nye standarder på vej, bl.a. indenfor inspektion og kontrol af ventilations- og airconditionanlæg.
Flere valgmuligheder
Henning Grønbæk gennemgik funktion, egenskaber og anvendelsesområder for henholdsvis krydsvarmeveksler, roterende varmeveksler og modstrømsveksler. I det danske klima vil der kun sjældent opstå til-isningsproblemer med krydsveksleren og den roterende veksler.
Ved gennemgangen kom han ligeledes ind på en række nye forhold i den reviderede DS447 bl.a. de nye ord:
- tilluft (erstatter indblæsning)
- fraluft (erstatter udsugning) og
- SFP – specific fan power (erstatter SEL – specifikt elforbrug til lufttransport)
Fra informationsmøde ved Erhvervs- og Byggestyrelsen d. 12. jan. 2005 om det reviderede Bygningsreglement vides, at kravet til specifikt elforbrug skærpes, og der introduceres krav til minimum temperaturvirkningsgrad:
- CAV anlæg, max SFP = 2100 J/m3
- VAV anlæg, max SFP = 2500 J/m3
- Udsugningsanlæg, max SFP = 1000 J/m3
- Varmegenvindingsanlæg til én bolig, max SFP = 1200 J/m3
- Minimum temperaturvirkningsgrad for varmegenvindingsanlæg = 65%
Dermed er der også fortsat mulighed for anvendelse af krydsvarmeveksler.
Indlægget afsluttedes med omtale af et interessant udviklingsprojekt med ventilationsanlæg for lavenergihus i Grønland. Kravet til ventilationsanlægget er:
- Kontinuerlig drift (af-isning uden afbrydelse af normal drift)
- Høj temperaturvirkningsgrad (dobbelt modstrømsvarmeveksler)
- Lavt elforbrug (lavenergimotorer type EC)
Ny fabrik – nye produkter
Som afslutning på dagen fremviste EXHAUSTO den nye fabrikshal på 4600 m2 med tilhørende nyt maskineri. Her var til lejligheden opstillet en række nye varmegenvindings-aggregater af typerne VEX100 og VEX200, som nøje blev studeret og bedømt af de mange fremmødte.
Referat udarbejdet af:
Henning Grønbæk
EXHAUSTO Institute
